Når krisen rammer, er det for sent at finde ud af, hvem man kan ringe til

Nordiske foreninger er en del af det civile forsvar. De fleste ved det ikke.

Sverige befinder sig i det, statsministeren har kaldt en tilstand, der hverken er krig eller fred. Danmark og Norge er i samme gråzone. Det civile forsvar er ikke militærets ansvar alene: det er kommunernes, erhvervslivets, de frivilliges og foreningernes. Det står fast i samtlige nordiske landes forsvarsdoktriner.

Spørgsmålet er bare, om foreningerne er klar til det.

Den 29. april samledes foreningsledere, beredskabseksperter og forskere i Stockholm til Civilsamhällesdagen 2026.

I panelet "Alla kan göra något - Civilsamhället som grund för god beredskap" sad fire stemmer med vidt forskellige udgangspunkter. Cecilia Lunell fra Riksidrottsförbundet repræsenterede bredden: 18.000 foreninger og tre millioner medlemmer. Overste Görgen Larsson fra Rikshemvärnstaben repræsenterede strukturen og øvelseskulturen. Professor Magnus Karlsson fra Marie Cederschiöld högskola repræsenterede forskningen. Og Lisbeth Bekker, VP hos EG Membercare, repræsenterede det spørgsmål, hun møder i sit arbejde med nordiske foreninger hver dag:

Har I faktisk styr på jeres egne data?

Vilje er ikke det samme som kapacitet

Karlssons forskning viser, at 89 procent af svenskerne erklærer sig villige til at bidrage til forsvaret med risiko for eget liv. Det er et imponerende tal. Men vilje og kapacitet er to forskellige ting.

Coronapandemin gav et konkret billede af forskellen. Foreninger med styr på deres data var i gang inden for timer. Andre brugte uger på at finde ud af, hvem der egentlig var aktive, hvem man kunne kontakte, og hvem der kunne tage en opgave.

Det gælder ikke kun i Sverige. Foreninger, der ikke kan kommunikere hurtigt og præcist med deres aktive frivillige, kan ikke aktivere sig i en krise, uanset om de befinder sig i Malmø, København eller Oslo.

Det er ikke et it-problem. Det er et ledelsesproblem.

Det civile forsvar sker lokalt

Et af de centrale argumenter i paneldebatten var, at civilt forsvar ikke afgøres i Riksdagen i Stockholm eller Folketinget i København. Det afgøres ude i lokalsamfundene, i den forening der ved, hvem der kan hvad, og som kan række ud til de rigtige mennesker på kort tid.

Lisbeth Bekker er selv formand for Danske Torpare, en forening med ti tusinde familier der har sommerhus i Sverige, og er desuden medlem af Danmarks Jægerforbund. Hun taler derfor om foreningslivet indefra, ikke udefra, og brugte paneldebatten til at gøre argumentet konkret:

Jeg skal vide, at jeg kan række ud til Felix, fordi han ved noget om at bygge og reparere. Den viden er kun en ressource, hvis den er systematiseret og tilgængelig.

Hun pegede på en norsk forening, der underviser sine medlemmer i selvforsyning: hvordan man dyrker grøntsager, konserverer mad og klarer sig henover vinteren. Det er beredskab i praksis, langt fra den traditionelle forståelse af civilt forsvar som noget militært eller statsligt.

Et velfungerende medlemssystem er ikke administration. Det er det, der gør lokal viden til lokal handlekraft.

Hemvärnet øver. Foreningerne bør lære af det

Overste Görgen Larsson fra Rikshemvärnstaben beskrev under paneldebatten Hemvärnets øvelseskultur som en model: kapacitet opbygges systematisk over tid, den improviseres ikke frem, når alarmen lyder. Lisbeth Bekker tog den pointe og overførte den direkte til foreningsverdenen.

Hemvärnet øver hele tiden. Det er derfor, de fungerer, når det gælder. Foreningslivet kan lære af den model.

Data fra EG Membercares undersøgelse af nordiske foreninger understøtter konklusionen: organisationer, der har digitaliseret deres aktivering og mobilisering, kan reagere tre til fem gange hurtigere i en krise, fordi de ved, hvem der er tilgængelige og hvad de kan bidrage med. Dem der ikke har gjort det, bruger de første kritiske timer på at finde ud af noget, de burde have vidst i forvejen.

Et nordisk valg

Et af de skarpeste argumenter i paneldebatten handlede om digital suverænitet. Sverige arbejder allerede på statsniveau med satellit-infrastruktur og offline-kapacitet. Lisbeth Bekker pegede på, at den logik skal gå helt ned til den enkelte forenings it-valg.

Vi udvikler egne løsninger i Norden og vælger aktivt ikke at gøre os afhængige af hyperscaler-platforme. Det er et bevidst valg, grundlagt i beredskabslogik.

En forening, der er afhængig af platforme den ikke selv kontrollerer, er sårbar på en måde, der sjældent diskuteres åbent. Spørgsmålet om, hvad der sker, når internetforbindelsen ryger, og om foreningen har øvet den situation og har en plan B, hører til de samme overvejelser.

Budskabet fra paneldebatten var enkelt og direkte: beredskab bygges ikke i en krise. Det vedligeholdes i hverdagen, eller det eksisterer ikke, når behovet opstår.

Krisen kommer ikke med forudvarsel. Kapaciteten skal være der, inden den gør.

Det gælder i Stockholm. Det gælder i København. Og det gælder i Oslo.

Relateret produkt