Ni ud af 10 unge tror på demokratiet, men kun en ud af fem tror på, at de selv kan gøre en forskel!

Unge i Norden er ikke ligeglade. De er frustrerede. Og foreningslivet er et af de få steder, hvor kløften mellem principiel demokratitilslutning og oplevet reel indflydelse faktisk kan lukkes.

Der er et tal fra en svensk ungdomsundersøgelse, der sætter sig fast. I 2019 oplevede 52 procent af unge, at de havde reel mulighed for at gøre deres mening gældende over for dem, der bestemmer. I 2025 er det tal faldet til 23 procent. Det er ikke en gradvis erosion. Det er et brat fald over seks år.

Samtidig mener ni af ti unge fortsat, at det er vigtigt at leve i et demokratisk land. Seks af ti er interesserede i politik eller samfundsspørgsmål. Otte af ti unge kvinder stemte ved det seneste kommunalvalg i Sverige.

Det er ikke apati. Det er afmagt. Og på Civilsamhällesdagen 2026 i Stockholm var det netop den kløft, panelet om unge og demokrati kredsede om: hvad sker der med et samfunds demokratiske robusthed, når en hel generation har høj principiel tilslutning og lav oplevet indflydelse? Og hvad er foreningslivets ansvar i den situation?

Unge er ikke én gruppe

Et af de første og vigtigste korrektiver i paneldiskussionen kom fra Maj Pettersson, kunskapsområdesansvarig ved Fryshuset, en af Sveriges største ungdomsorganisationer. Forestillingen om unge som en homogen gruppe med ensartede holdninger og adfærd holder simpelthen ikke.

Det er et vigtigt udgangspunkt. Tillid hænger tæt sammen med, om man oplever at tilhøre samfundet, om man ser sig selv som en ressource, der bliver anerkendt og brugt. For unge, der allerede befinder sig i periferien af de etablerede institutioner, er den oplevelse langt fra selvfølgelig.

Ahmed Abdirahman, grundlægger af Järvaveckan, satte ord på den mekanisme fra sin egen erfaring med at arbejde i segregerede miljøer i Stockholm:

Även om vi står i en grupp och uppfattas som läskiga, så är vi faktiskt ute sent.

Pointen er, at unge ofte bidrager og er til stede i fællesskabet, men ikke anerkendes som en ressource. Og når anerkendelsen udebliver, svækkes tilknytningen til de institutioner, der burde repræsentere dem.

Kløften er målt og voksende

Tallene bag den oplevelse er dokumenterede. Ungdomsbarometerns undersøgelse fra oktober 2025, baseret på svar fra 1.450 unge i alderen 15-24 år, tegner et billede, der bør give foreningsledere og politikere pause.

Tilliden til demokratiet som styreform er faldet fra 88 procent i 2021 til 79 procent i 2025. 45 procent af unge er enige i, at politikere ikke kan løse de problemer, der findes i Sverige. Og seks af ti unge udtrykker bekymring for, at demokratiet vil svækkes fremover.

SOM-instituttet ved Göteborgs Universitet dokumenterer et beslægtet mønster: 57 procent af den brede befolkning kan karakteriseres som højtillidsborgere, mod kun 38 procent blandt unge.

Magnus Jägerskog, generaldirektør for Myndigheten för ungdoms- och civilsamhällesfrågor (MUCF), præsenterede på konferencen en pointe, der både er opmuntrende og foruroligende på samme tid:

Civilsamhället är en grundbult i ett demokratiskt och hållbart samhälle. Det är positivt att det finns en så stor vilja bland unga att bidra inom civilsamhället vid en kris.

Men viljen til at bidrage i en krise er ikke det samme som en vedvarende demokratisk forankring i hverdagen. Og det er hverdagen, der tæller, når man skal opbygge den robusthed, som beredskab i sidste ende hviler på.

Att unga värderar demokratin högt och är intresserade av samhällsfrågor är mycket positivt. Det är viktigt att samhället tar tillvara det intresset, men det är bekymmersamt att många samtidigt upplever att deras röster inte hörs.

Foreningslivet som demokratisk øvelsesplads

Her er foreningslivets rolle mere afgørende end den politiske debat om unge og demokrati normalt anerkender. Foreningen er et af de få steder, unge faktisk kan have reel indflydelse på noget konkret: en bestyrelsesbeslutning, en aktivitet, en lokal kampagne. Det er ikke teori. Det er praksis.

Fryshuset har i årtier arbejdet med netop den logik i tre trin: relationsopbygning og tillid, konkrete redskaber der giver unge reel handlekraft, og platforme hvorfra de kan sige fra og kræve forandring. Maj Pettersson beskriver det som den vej, der går fra at være til stede til at opleve sig som en ressource.

Ungdomar behöver ofta verktyg för hur de ska engagera sig.

Det er en erkendelse med konsekvenser for, hvordan foreninger rekrutterer og fastholder unge. Det holder ikke at stille en plads i bestyrelsen til rådighed og vente. Det kræver konkrete læringsarenaer, formater der giver mening, og en bevidst indsats for at lade unge opleve, at de faktisk kan flytte noget.

For Järvaveckans vedkommende har modellen vist, at selv i stærkt segregerede miljøer kan brobygning på tværs af generationer og baggrunde skabes, hvis rammen er rigtig. Ahmed Abdirahman er klar på, hvad der er på spil, hvis det ikke lykkes:

Konferencen gav ikke ét svar på, hvordan foreningslivet fastholder unge i en tid med faldende institutionel tillid og stigende forventning om fleksibilitet. Men den var tydelig på, hvad der er på spil, hvis det mislykkes.

Et demokrati vedligeholdes ikke af principielle tilkendegivelser i en meningsmåling. Det vedligeholdes af mennesker, der mødes, øver sig i at beslutte noget i fællesskab og oplever, at det faktisk gør en forskel. Foreningslivet er, historisk og strukturelt, den vigtigste arena for netop den øvelse i Norden.

Spørgsmålet til foreningsledere i hele Norden er, om man aktivt investerer i at gøre foreningen til et sted, unge oplever som meningsfuldt og indflydelsesrigt. Ikke som en opgave ved siden af kernedriften. Som en forudsætning for den.

Relateret produkt