Tillid er ikke en nordisk naturressource. Den skal vedligeholdes.

Norden topper internationale målinger af social tillid. Men tillid er ikke noget, et samfund har. Det er noget, et samfund skal dyrke og vedligeholde. Og det sker, i langt højere grad end vi måske erkender, i foreningslivet.

Hvert år dokumenterer internationale undersøgelser, at borgere i de nordiske lande er blandt de mest tillidsfulde i verden. Tillid til hinanden, til institutionerne og til den fælles samfundskontrakt. Det betragtes som et kulturelt kendetegn, et slags nordisk arvegods. Men hvad nu, hvis tillid ikke er noget, et samfund besidder, men noget, det løbende producerer? Og hvad sker der, når de strukturer, der producerer den, er under pres?

Det var et af de spørgsmål, der løb som en rød tråd under Civilsamhällesdagen 2026, da foreningsledere, forskere og beredskabseksperter mødtes i Stockholm den 29. april. Ikke formuleret som et enkelt spørgsmål fra scenen, men som en tilbagevendende undren på tværs af dagens oplæg og debatter.

Tillid som operativ kapacitet

Professor Magnus Karlsson fra Marie Cederschiöld högskola har de seneste år forsket intensivt i civilsamfundets modstandskraft under krise og krig, blandt andet med gentagne besøg i Ukraine og interviews med 1.500 ukrainere. Hans konklusion er ikke, at tillid er smukt eller ønskværdigt. Det er, at tillid er funktionelt uundværligt.

Social tillit är kittet för att hålla ihop samhället.

Tallene bag den pointe er konkrete. 87 procent af svenskerne mener, at det er forkert ikke at betale skat. 77 procent erklærer sig villige til at dele med andre under en krise. Til sammenligning er det tilsvarende tillidsniveau i Ukraine 47 procent. Og alligevel mobiliserede ukrainske frivilligorganisationer med imponerende hurtighed efter invasionen i 2022.

Forklaringen er, at de to samfund trækker på forskellige former for tillid. Sverige skalerer via formelle netværk, stærke landsorganisationer og veletablerede samarbejdsstrukturer. Ukraine mobiliserede via uformelle netværk: naboer, familier, lokale fællesskaber med tætte relationer. Begge former er ressourcer. Begge kan svækkes.

Det centrale spørgsmål er ikke, hvilken form der er bedst, men om man vedligeholder den, man har.

En ressource under pres

Det er ikke givet, at den nordiske tillidskapital er uforandret. Fra podiet på Civilsamhällesdagen formulerede Ahmed Abdirahman, grundlægger af Järvaveckan, en bekymring, der skar gennem konferencens ellers relativt optimistiske tone.

Järvaveckan er skabt som et svar på netop den udfordring: et forum for dialog på tværs af generationer og baggrunde i et af Sveriges mest socialt pressede områder. Bag modellen ligger en erkendelse af, at brobygning ikke er blød kulturpolitik. Det er beredskabsforebyggelse.

Dataene peger i samme retning, når man ser på unges forhold til demokratiet. Ifølge Ungdomsbarometern fra oktober 2025 er tilliden til demokratiet som styreform faldet fra 88 til 79 procent på fire år. Kun 23 procent af unge oplever i dag, at de kan gøre deres mening gældende over for dem, der bestemmer. I 2019 var andelen 52 procent.

Magnus Jägerskog, generaldirektør for Myndigheten för ungdoms- och civilsamhällesfrågor (MUCF), satte ord på paradokset under konferencen:

Att unga värderar demokratin högt och är intresserade av samhällsfrågor är mycket positivt. Det är viktigt att samhället tar tillvara det intresset, men det är bekymmersamt att många samtidigt upplever att deras röster inte hörs.

Det er ikke udtryk for ligegyldighed. Det er et symptom på, at tillid er tovejs: den kræver, at man oplever sig som en ressource, der bliver hørt og brugt.

Foreningslivet som tillidsproducent

Her er foreningslivets rolle mere central, end den ofte anerkendes. Lisbeth Bekker, VP hos EG Membercare og til daglig ordformand for Danske Torpare samt medlem af Danmarks Jægerforbund, satte det direkte i sit indlæg på konferencen. Hun taler om foreningslivet indefra, ikke udefra.

Det er, når vi mennesker mødes, at tillid skabes.

Ikke i krisesituationen. I hverdagen, i den fælles opgave, i det at have noget at gøre tilsammen. Bekker refererede til ny forskning fra Stanford University om, hvad der konkret skal til, for at foreninger skaber reel værdi for deres medlemmer og for samfundet. Konklusionen peger på, at opgaverne skal flyttes, så der frigøres tid til det, der faktisk producerer tillid: de fysiske møder, den fælles læring, træningen tilsammen.

Administration og bureaukrati er ikke neutrale størrelser. De tager tid fra det, der egentlig binder folk sammen.

Vi er nødt til at have styr på vores digitale infrastruktur, for at vi skal vide, hvem det er, vi skal række ud til.

Og hun præciserede pointen videre: "Et medlemssystem er ikke administration. Det er relationsinfrastruktur." Det er en distinktion med direkte konsekvenser for, hvordan foreninger prioriterer deres ressourcer. En forening, der bruger uforholdsmæssigt meget kapacitet på administration, har tilsvarende mindre kapacitet til at bygge de relationer, som er dens egentlige beredskabsbidrag.

Spørgsmålet, konferencen rejste men ikke besvarede, er det mest presserende af alle: hvad kræver det at bevare den nordiske tillidskapital i en tid, der udfordrer de strukturer, den er bygget på? Segregation stiger. Unges institutionelle tillid falder. Ressourcepresset på frivillige organisationer øges, mens de politiske forventninger til, hvad civilsamfundet skal levere, vokser.

Tillid vedligeholdes, eller det svinder ind. For foreningsledere i hele Norden peger det mod et spørgsmål, der er enkelt at stille og vanskeligt at svare ærligt på: er jeres forening et sted, hvor folk reelt mødes og bygger relationer? Ikke kun som en aktivitet i programmet, men som det bærende formål, der gør foreningen til andet og mere end en administrativ enhed?

Det er den slags foreningsliv, der producerer tillid. Og det er den slags tillid, Norden har brug for, inden næste krise melder sig.

Relateret produkt