Lægerne Rasmussen & Jensen: AI giver mentalt overskud og mere tid til patienten
Rasmussen & Jensen
Lægerne Rasmussen & Jensen består af tre lægekapaciteter, hvoraf én er fastansat speciallæge i almen medicin, og de to øvrige er kompagnoner.
Udfordringer
Med op til 30 konsultationer om dagen hver havde lægerne hos Lægerne Rasmussen & Jensen et ønske om at gøre hverdagen nemmere.
Løsningen
Indehaverne Mie Jensen og Christina Rasmussen har derfor valgt at implementere EG WinPLC AI til at skrive journalnotater og journalresuméer.
Resultatet
Nu sparer lægerne 2-3 minutter på hvert journalnotat, som er mere faktuelt og forståeligt, og de kan bedre forberede sig på nye patienter og kronikere.
Journalnotater er vigtige og skal være præcise at læse og forstå for andre, men arbejdet med at skrive notater er også tidskrævende.
De to indehavere af Lægerne Rasmussen & Jensen i Køge har derfor valgt at gå all in på AI til både journalnotater og journalresuméer med EG WinPLC AI.
Resultatet er sparet tid, større mentalt overskud og øget fokus på patienterne.
Jeg sparer 2-3 minutter pr. konsultation, og det bliver jo meget i løbet af en dag. Det betyder ikke, at jeg kan se flere patienter, men jeg får frigivet noget mental energi, og trætheden om eftermiddagen er blevet lidt mindre.
AI lytter med under konsultationen
I lægehuset i Køge med tre faste læger og en række tilknyttede uddannelseslæger lytter bordmikrofonen og EG WinPLC AI med under hele konsultationen. Undervejs forbereder løsningen et struktureret notat, der ligger klar bagefter.
Så kan lægen hurtigt læse det igennem, tilpasse eller rette det efter behov, inden det godkendes. Oplevelsen er, at notaterne er blevet mere standardiserede og lidt længere, men også mere forståelige:
"Tidligere ville jeg bare have skrevet: 'Patienten har ondt i halsen i fem dage, ingen feber, røde mandler, podning negativ, ser an.' Det var under én linje.
Nu vil der stå: "Anamnesen: Patienten fortæller, at vedkommende har ondt i halsen i fem dage, og at der har været lidt feber" osv. Og så vil der stå objektivt: "Normale mandler eller lidt rødme." Og så vil der stå vurdering og plan bagefter: "Vi har aftalt sådan og sådan," forklarer speciallæge Mie Jensen.
De AI-genererede journalnotaters form stiller derfor også nye krav til lægerne. For når journalnotaterne er autogenererede, mere faktuelle og længere, kan det være sværere for lægen umiddelbart at genkende notatet og knytte det til den enkelte patient:
"Da jeg selv skrev, kunne jeg genkende og huske patienten i mit notat, når jeg lukkede det op. Nu skal jeg lige læse det helt igennem for at genkende og huske patienten.
Men jeg vil faktisk hellere have alt, hvad jeg ved, i et meget fyldestgørende notat, for jeg går jo alligevel typisk ind og korrigerer og retter i alle notaterne, og så kan jeg jo skrive lidt til sidst. Så det er en kæmpe gevinst for mig. Jeg tror, at jeg er mindre træt nu om eftermiddagen. Se bare på alle de der henvisninger til for eksempel psykiatri, hvor man virkelig meget detaljeret skal beskrive symptomer. Det kan jo nu bare kopieres ud fra, hvad folk har sagt. Det er enormt gavnligt", siger speciallæge og indehaver, Christina Rasmussen.
Tidligere sad jeg med tastaturet og noterede undervejs, og det tog opmærksomheden fra patienten. Nu kan man nøjes med at have øjenkontakt og lytte aktivt.
Bedre forberedelse med AI-journalresuméer
Begge læger anvender også AI-journalresuméer i hverdagen, især når der kommer nye patienter til klinikken:
"Vi laver et journalresumé for at få et hurtigt overblik i løbet af to minutter: OK, hvad har der været af væsentlige sygdomme? Det kan også være, hvis vi skal henvise en patient til en hjerteundersøgelse, for at finde ud af: OK, hvad er der egentlig lavet tidligere? Nogle gange fortaber det sig jo helt vildt. De har faktisk fået lavet de undersøgelser, vi tænker at henvise til, men det drukner i, at patienterne har haft tusindvis af henvendelser med alt muligt. Så det giver et overblik", siger Mie Jensen.
Hidtil har journalresuméer derfor været en tidskrævende opgave:
Mega tidskrævende. To til tre timer på de komplicerede patienter. Man sidder jo og læser journalen bagfra, læser den op og skriver noter. Bagefter skal man så danne sig et overblik: Hvad var egentlig vigtigt, og hvad skal med i resuméet? Det var noget, jeg tidligere kunne sætte en halv eftermiddag af til for én enkelt patient.
Nu laver EG WinPLC AI et journalresumé på få sekunder, så det er nemmere for lægerne at orientere sig om fx nye patienter og kronikere i de sparsomme minutter, der er til rådighed mellem konsultationerne:
"Jeg tror, det betyder noget for patienten, at vi faktisk kan se, hvad der er foregået inden konsultationen. For man fremtræder som en mere forberedt læge i forhold til ellers, når man bare er blank."
Så de få minutter, lægen har til mødet med patienten, bliver anvendt mere optimalt, fordi lægen kan være bedre forberedt på kortere tid, og journalnotatet efter konsultationen bliver skrevet hurtigere og mere fyldestgørende, så patienten og andre læger eller sygehuset bedre kan sætte sig ind i notatet.
"En sololæge, der kan huske alle sine 1.400 patienter i hovedet, har måske mindre behov for det her end en stor klinik med rigtig mange patienter, man ikke kender. Men i de større klinikkersom vores er det bestemt en lettelse i hverdagen", siger Mie Jensen.
AI er kommet for at blive i almen praksis
Mie Jensen har ud over sit daglige arbejde prioriteret at være med i det fælles Advisory Board for EG WinPLC og EG Clinea samt en særlig AI-arbejdsgruppe, for hun ser AI som et værktøj, der bare vil blive mere og mere almindeligt:
"Mange af de opgaver, vi sidder og laver, er overhovedet ikke lægearbejde, og de vil blive automatiseret. Det er fx opgaver som godkendelse af svar, svar på e-mails, afsendelse af prøvesvar og henvisningsgenerering.
Det skal blive sådan, at når jeg har mit notat stående, skal jeg bare sige: 'Generer henvisning.' I forhold til for eksempel en demenshenvisning er der alle mulige punkter. Så trækker den selv henvisningskriterierne ud og genererer henvisningen ud fra de kriterier, der gælder nu for en henvisning i Region Sjælland. Den trækker det ud fra journalen og laver den".
Her er Christina Rasmussen meget enig:
AI skal bruges til rugbrødsarbejdet, og vi skal bruge vores krudt der, hvor vi er faglige: Vi skal være kritiske og korrigerende og vide, hvad det er, vi arbejder med. Det er bare en maskine. Der er tændt lys i huset, men der er ikke nogen hjemme. Vi skal bruge vores faglighed på at kommunikere og tænke os om. Og det relationelle, der har vi jo stadig patienten til stede foran os.