EG ShowMyDay er en dansk strukturapp, udviklet ud fra metoden TEACCH – en tydelig visuel hverdagsstruktur.
EG ShowMyDay: Forskning i børns energioplevelse sætter gang i nyt designarbejde

Et speciale fra IT-Universitetet i København viser, at neurodivergente børn kan bruge energivurderingen i strukturappen EG ShowMyDay, men at designet ikke hjælper dem godt nok med at sætte ord på, hvad de mærker. Det får nu EG til at sætte et redesign på dagsordenen.
Otte elever fra en almen folkeskole deltog i undersøgelsen, der kombinerede dagbogsstudier, gruppeinterviews og kropskortlægning over flere uger.
Resultatet er et af de første empiriske studier af, hvordan neurodivergente børn i alderen 9-12 år oplever og udtrykker energi i mødet med et digitalt hjælpeværktøj.
Børnene kan vurdere, men ikke beskrive
Halvdelen af de beskrivelser, børnene skulle skrive til deres daglige energivurderinger i EG ShowMyDay, var enten tomme eller skrevet af en lærer. Selve vurderingen, at sætte kryds på en skala, klarede de fleste fint. Det svære kom, når de skulle forklare, hvad der lå bag tallet.
"Børnene identificerer en fornemmelse, men designet stiller ikke noget til rådighed, der kan hjælpe dem med at oversætte den til ord. Det tomme tekstfelt forudsætter en kognitiv kapacitet, som mange i målgruppen ikke har adgang til på egen hånd", siger Maria Fischer Poulsen, der er forfatter til specialet "Fra følelser til data - en empirisk undersøgelse af digital energivurdering til neurodivergente børn i samarbejde med ShowMyDay".


Hos EG har undersøgelsen sat sig tydelige spor.
"Vi har vidst, at beskrivelsesdelen var en udfordring for de yngste brugere, men undersøgelsen her dokumenterer præcist, hvor kløften opstår. Det er ikke viljen, det er designet, der mangler noget", siger Betina Carstens, Associate Product Manager i EG.
Skalaen måler noget andet end det, børnene forsøger at udtrykke
Et af de mest markante fund handler om et grundlæggende mismatch mellem designets visuelle sprog og den måde, børnene faktisk forstår energi.
I psykologisk forskning skelner man mellem to uafhængige dimensioner i følelsesmæssige tilstande.
Arousal/Energiniveau beskriver aktiveringsniveauet: om man er frisk og klar til handling, eller træt og passiv.
Valen/Trivsel beskriver, om oplevelsen føles behagelig eller ubehagelig, altså om man har det godt eller skidt.
De to dimensioner er uafhængige. Man kan sagtens have høj energi og have det dårligt, for eksempel hvis man er stresset eller urolig.

EG ShowMyDays energiskala bruger sure og glade smileys, der signalerer valens. Men børnene i undersøgelsen beskriver energi som arousal: opladt eller afladt, aktiv eller træt. Batteriet gik igen som det mest udbredte visuelle element, da børnene selv måtte tegne deres drømmeskala.
Forskydningen betyder, at skalaen reelt måler noget andet end det, børnene forsøger at udtrykke. En elev, der er træt og har det fint, og en elev, der er stresset og har det skidt, kan ende med at give den samme vurdering.
Betina Carstens anerkender problemstillingen direkte.
"Det er en vigtig pointe. Vores skala er designet med gode intentioner, men undersøgelsen viser, at det visuelle sprog ikke matcher den måde, børnene tænker om energi. Det skal vi tage alvorligt i det videre arbejde", siger hun.
Tre retninger for et nyt design
På baggrund af undersøgelsens fund peger Maria Fischer Poulsen på tre konkrete retninger for et redesign.
Det visuelle sprog bør skifte fra ansigtsudtryk til kropslige metaforer, for eksempel en figur der bevæger sig fra stillesiddende til løbende, eller et batteri der går fra tomt til fuldt.
Arousal og valens bør adskilles i to selvstændige spørgsmål, så designet kan indfange både energiniveauet og oplevelsen af det.
Og beskrivelsesdelen bør stilladseres, så brugeren guides til at koble den kropslige fornemmelse til sprog, frem for at møde et tomt felt.
Vi arbejder nu med at omsætte disse indsigter til konkrete produktforbedringer. Målet er en energivurdering, der reelt understøtter selvstændighed hos brugerne frem for at forudsætte, at en voksen er til stede for at give det mening.
Relevant for tusinder af brugere
EG ShowMyDay bruges i dag af kommuner og specialskoler i hele Danmark, herunder i Gentofte Kommune, hvor elleve folkeskoler har adgang til løsningen som del af en strategi for at fastholde flere elever i den almene folkeskole.
For de lærere og pædagoger, der bruger energivurderingen som grundlag for dialog med eleverne, kan et mere præcist design gøre dataene markant mere brugbare.
"Vi har sat gang i en redesignproces af energimålingen, og specialet er et rigtig godt udgangspunkt for det arbejde", siger Associate Product Manager Betina Carstens, EG.
Relateret produkt
EG ShowMyDay er en dansk strukturapp, udviklet ud fra metoden TEACCH – en tydelig visuel hverdagsstruktur.