Nu kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES, indhente helbredsoplysninger digitalt via EG Netforvaltning Sundhed. Det kommer landets læger til gode og forkorter ventetiden i AES.
Fremover kan AES kommunikere digitalt og struktureret med landets praktiserende læger via EG NetForvaltning Sundhed. Dermed kan et gammeldags sagsforløb omkring arbejdsskader endelig lægges i graven.
Den nye digitale løsning er stort set samme løsning, som lægerne allerede kender fra deres samarbejde med stat og kommuner.
”Det er ikke en revolution, men det er en stor milepæl for os at kunne gå i luften med en ny og forbedret løsning til kommunikationen med landets læger.
Også fordi det direkte kommer de berørte borgere til gode, da vi hurtigere kan komme videre med behandlingen af deres arbejdsskadesag,” siger Søren Ahrensberg, underdirektør med ansvar for forretningsudvikling i AES.
Hidtil har læger og AES kommunikeret via bl.a. fysisk post, via virk.dk eller med sikker mail-funktionen i Outlook. Det har været en besværlig og utidssvarende opgave for såvel læger som for sagsbehandlere i AES.
”Nu er vi gået i luften med en løsning, hvor vi forventer at få færre opkald fra både læger og borgere, ligesom vi med færre håndskrevne dokumenter, der skal håndteres særligt, kan se frem til hurtigere håndtering til gavn for det samlede sagsforløb,” siger Søren Ahrensberg.
Digitaliserer 35.000 breve
Hos EG er direktør Steffen Rugtved glad for samarbejdet med Arbejdsmarkedets Erhvervssikring:
”Arbejdet med at indhente lægeoplysninger i forbindelse med sagsbehandling af arbejdsskader kan være tidsrøvende. I projektet har vi sammen med AES fået digitaliseret 17 attester, som hidtil har været sendt frem og tilbage med posten. Det kan spare op imod 35.000 breve om året, og samtidig kan det reducere sagsbehandlingstiden, fordi det nu foregår digitalt. Så vi er både stolte over resultatet og meget glade for, at AES har vist os tillid til at indgå i samarbejdet”, siger direktør Steffen Rugtved, EG Digital Welfare.