Mindre byggevirksomheder risikerer at blive hægtet af den grønne omstilling, fordi de mangler digitale værktøjer til klimadokumentation. Med kunstig intelligens kan man gøre kravene lettere at forstå, håndtere og leve op til. 

Byggeriets Modenhedsmåling viser det igen og igen: de små og mellemstore virksomheder halter efter, når det kommer til digitalisering og datamodenhed, hvilket blandt andet gør det vanskeligt for dem at leve op til de skærpede klimakrav, der er lige om hjørnet. Det er et problem, vi som branche ikke længere kan ignorere. For det er ikke kun de store aktører, der skal kunne dokumentere deres klima- og CO₂-aftryk. Kravene fra bygherrer, investorer og lovgivere rammer hele værdikæden, også den lille tømrer, murermester og installationsvirksomhed. 

I stedet for at se det som en byrde, skal vi betragte det som en mulighed. En mulighed for at lade AI og datadrevne værktøjer aflaste og effektivisere vores arbejde og samtidig afhjælpe klimadokumentation, rapportering og koordinering. 

Klimakravene er kommet for at blive, men SMV'erne er under pres 

De nye klimakrav i bygningsreglementet stiller fra 1. juli større krav til dokumentation af CO₂-aftryk og materialevalg. Det gælder både for de store milliardbyggerier som for mindre projekter, der skal kunne dokumentere deres påvirkning. For SMV’erne betyder det flere timer brugt på skemaer, skabeloner og data, de ikke nødvendigvis har adgang til – eller ressourcerne til at behandle.

Resultatet? Mange virksomheder ender med at bruge uforholdsmæssigt meget tid og penge på manuel dokumentation, hvilket i sidste ende kan betyde, at de bliver valgt fra i udbud, fordi de ikke kan levere den nødvendige dokumentation. 

Og det er her, AI kan hjælpe.  

Med de rette digitale værktøjer er det muligt for SMV’erne at spille med på klimadagsordenen uden at drukne i administration. 

Tænk hvis AI kunne hjælpe med automatisk at indsamle og strukturere klimadata fra materialeleverandører og byggepladsen. Eller hvis det kunne fungere som et værktøj til at generere færdige klimarapporter baseret på de indtastede oplysninger om et givent byggeprojekt. 

Løsningen findes faktisk allerede. Kunstig intelligens og datadrevne værktøjer kan automatisere store dele af den administrative byrde og gøre klimadokumentation til en integreret del af byggeprocessen. Vi arbejder i EG kontinuerligt med løsninger, der gør netop dette muligt – også for mindre virksomheder uden stor digital modenhed. 

Vi skal turde investere i de rigtige løsninger 

Derfor er det nu, vi som branche generelt, og som leverandører af digitale løsninger specifikt, skal tage ansvar. Vi skal fremme værktøjer, der er intuitive, lettilgængelige og målrettet SMV’ernes hverdag. Vi skal gøre op med idéen, om at digitalisering er for de større virksomheder i storbyen, og anerkende, at den lille virksomhed i landdistrikterne har lige så meget brug for intelligent datahåndtering som hovedkontoret i København. 

Vi har i praksis set, hvordan kunstig intelligens og datadrevne værktøjer kan lette byrden hos selv mindre virksomheder. Når AI bruges rigtigt, kan det automatisere indsamling og strukturering af klimadata, generere dokumentation og give overblik uden, at det kræver tunge systemer eller lange oplæringsforløb. 

Det er en tilgang, vi har haft stor succes med i samarbejde med SMV’er i byggebranchen – og erfaringen er tydelig: Det frigør tid, reducerer fejl og gør det muligt at leve op til kravene uden at drukne i administration. 

Digitalisering og kunstig intelligens er ikke en mirakelkur. Men det er en mulighed for at gøre det lettere at være virksomhed i en tid, hvor kravene er mange og ressourcerne få. Vi skylder vores SMV’er at give dem de bedste forudsætninger – og vi skylder klimaet, at gøre det nemt for alle at være med på omstillingen.