For at kunne udvikle de bedste lægesystemer, er det vigtigt at kende hverdagen på klinikken - og det kræver feltstudier.
Som en anden opdagelsesrejsende drager UX-researcher og antropolog, Maria Baun Madsen, jævnligt på ekspedition til lægepraksisser i hele landet.
Formålet er at studere hverdagen på klinikken og medarbejdernes systembrug som en forudsætning for at gøre EG kan gøre systemerne mere brugervenlige og effektive.
"Vi skal forstå lægernes arbejdsgange og behov for at udvikle systemer, der virkelig støtter dem i deres daglige arbejde", siger UX-researcher Maria Baun Madsen, EG.
Brugerne er med hele vejen
Maria Baun Madsens baggrund i antropologi og medievidenskab giver hende indsigt i samspillet mellem mennesker og teknologi, hvilket er nyttigt i arbejdet med læger, sygeplejersker og lægesekretærer i almen praksis.
Brugerfeedback er en fast del af EG’s udviklingsproces og, ifølge Maria Baun Madsen, også en forudsætning for at lave gode systemer.
”Det er vigtigt for mig at inddrage brugerne i hele processen. Deres erfaringer er uundværlige. Hvis ikke deres hverdag afspejles i det, vi bygger, så rammer vi ved siden af”, understreger hun.
Statistikmodul designet sammen med lægerne
Et eksempel på denne tilgang er udviklingen af et nyt statistikmodul.
Udviklingsprocessen har fulgt design thinking-principper, hvor man starter med at forstå brugernes behov frem for at springe direkte til løsningen. I dette tilfælde begyndte arbejdet med interviews af læger fra hele landet.
Herefter blev der udviklet tidlige prototyper i Figma https://www.figma.com/, som lægerne fik lov at teste og kommentere på. Feedbacken blev løbende indarbejdet – både når det kom til små detaljer som formuleringer og navngivning, og når det handlede om større ændringer i funktionalitet og workflows.
”Vi koder ikke en eneste linje, før løsningen er kvalificeret af slutbrugerne. Det sparer både tid og fejl", fortæller Maria Baun Madsen.
Den løbende feedback betyder, at vi kan teste hypoteser af tidligt og opdage, at noget vi troede var spot on, faktisk skal bygges anderledes. Det skaber bedre systemer – og giver os meget større tryghed i det, vi sender ud i virkeligheden.
Styrket håndtering af løbende brugerfeedback
EG arbejder aktuelt på at forbedre den interne håndtering af løbende feedback på forbedringer i lægesystemerne.
Det indebærer justering af eksisterende processer og etablering af en klar struktur sammen med vores brugergrupper for, hvordan feedback indsamles, prioriteres og omsættes til konkrete ændringer.
“Vi vil gerne have en mere systematisk og effektiv model, der styrker vores evne til at arbejde kontinuerligt med forbedringer på tværs af organisationen”, siger Maria Baun Madsen.
Fokus på brugervenlighed - ikke bare funktionalitet
Målet er at udvikle systemer, der ikke bare fungerer – men fungerer godt for dem, der skal bruge dem.
Ved at tale med og observere dem, der sidder med systemet hver dag, skabes løsninger, der er både teknisk solide og praktisk anvendelige.
”Når læger får systemer, der understøtter deres arbejde, i stedet for at stå i vejen for det, kan de bruge tiden på det, der betyder mest: patienterne”, siger UX-researcher, Maria Baun Madsen, EG.
