EG skal fremover levere ejendomssoftwaren EG ProBo til Newsec's Property Asset Managements 1.200 private andelsbolig- og ejerforeningskunder. Det er resultatet af en ny aftale mellem EG og Newsec, en af Danmarks største ejendomsadministratorer.

Newsec ønsker med aftalen at give deres foreningskunder en sikker og intuitiv kommunikationsløsning med nem adgang til support.

– Vi glæder os til det strategiske samarbejde med EG om en moderne digital platform. Kundernes forventninger til brugervenlige systemer og sikkerhed stiger, og EG ProBo opfylder disse krav. Vi kan samtidig spare bestyrelserne for meget manuelt arbejde, siger Jacob Linvald, Director Administration, Associations, Newsec.

EG er markedsledende leverandør af nordisk branchesoftware og har stærke udviklingskompetencer inden for bolig- og ejendomsadministration.

– Når vi vælger en ny leverandør, skal løsningen tilføre ekstra værdi – også fremadrettet. EG ProBo lever op til både branche- og GDPR-krav og vil løbende blive videreudviklet, tilføjer Linvald.

Samler det hele ét sted

EG har over en million brugere af sine administrations- og ejendomssystemer. EG ProBo samler al kommunikation og administration ét sted.

Frank Kragelund Hansen, Senior Vice President i EG's boligdivision, fremhæver platformens brugervenlighed og datasikkerhed:

– Vi personaliserer kommunikationen efter, om man er administrator, ejer, lejer, vicevært eller bestyrelsesmedlem. Funktioner omfatter sikker e-mail, bilagsgodkendelse, dokumentdeling, økonomisk overblik, ID-legitimering og digitale underskrifter. Brugerne har adgang til nøgledokumenter døgnet rundt.

– Jeg ser frem til samarbejdet med Newsec. Vi vil investere yderligere i platformen – til gavn for alle, siger han.

Fakta om EG ProBo

  • Samler al kommunikation og information om en ejendom på én GDPR-sikker platform

  • Rollestyret adgang: alle får præcis den information og de værktøjer, de har behov og rettigheder til

  • Håndterer fx økonomioversigter, bilagsgodkendelser og sikker mailkonto til bestyrelser

  • Tilgængelig døgnet rundt via smartphone, PC eller opgangsskærme

Mere end 170.000 brugere i 4.500 ejendomme benytter i dag EG ProBo.