Det danske sundhedsvæsen er under stigende pres med flere patienter, mere kompleks behandling og voksende dokumentationskrav. Med lanceringen af en ny, fuldt integreret AI-assistent tager softwarevirksomheden EG nu et markant skridt mod at lette den administrative byrde i almen praksis – og styrke kvaliteten af den patientnære behandling.
AI-løsningen er udviklet på baggrund af tæt dialog med danske lægeklinikker og gør det muligt automatisk at transskribere og oversætte konsultationer – sikkert, effektivt og direkte i det eksisterende journalsystem. Pilotforløb viser tydelige tidsbesparelser og mere ensartede journalnotater, hvilket forbedrer både kvaliteten og arbejdsgangen i konsultationen. Som en del af den nødvendige digitale modernisering af sundhedsvæsenet bidrager løsningen til at lette dokumentationsbyrden og frigøre tid til patientarbejde.
– Læger og behandlere har en krævende hverdag med mange opgaver og højt tempo. I tæt dialog med vores kunder har vi identificeret, hvor behovet for aflastning er størst, og brugt denne indsigt til at udvikle vores egen AI-løsning, fuldt integreret direkte i vores LPS-systemer, eksempelvis EG WinPLC . Løsningen er bygget som en naturlig del af journalsystemet, ikke som en tredjepartsintegration, udtaler SVP i EG, Laila Aarseth.
Op til to timers mindre administration om dagen
At AI-assistenten er bygget som en integreret del af selve journalsystemet, og ikke som en ekstern tilføjelse, gør det muligt at forbedre arbejdsgange på tværs af hele konsultationen; fra første ord til færdigt journalnotat. Det kan reducere den daglige administrative tid med op til to timer, som i stedet kan bruges på patienterne.
Løsningen understøtter mere end 60 sprog, hvilket gør den særlig værdifuld i konsultationer med patienter med begrænsede danskkundskaber.
– Denne type indbygget AI er afgørende for at kunne effektivisere arbejdsflowet på tværs af hele journalsystemet og støtte behandlerne i alle faser af patientarbejdet – ikke kun tale-til-notat, som flere tilbyder. Målet er at forenkle hverdagen allerede i dag, samtidig med at vi lægger grundlaget for nye, mere effektive og intelligente arbejdsprocesser fremover. Sikkerheden varetages med fuld end-to-end beskyttelse, forklarer Laila Aarseth.
GDPR-sikker journalføring er første skridt i en bredere AI-strategi
Den nye AI-assistent tilbyder avanceret og GDPR-sikker tale-til-notat-funktion, der understøtter hele journalprocessen. Når lægen eller behandleren starter konsultationen, aktiveres optagelsen, hvorefter samtalen transskriberes i realtid. Ved afslutning genereres et udkast til journalnotat struktureret efter gældende medicinske standarder, som nemt kan redigeres og godkendes, før det gemmes i systemet.
Løsningen overholder alle danske krav til håndtering af følsomme sundhedsdata, og selv om teknologien anvender et begrænset antal anerkendte samarbejdspartnere i EU/EØS, bliver alle data udelukkende lagret og behandlet i selve journalsystemet, hvor EG fungerer som databehandler og fast kontaktpunkt.
Det kan se enkelt ud at levere AI til sundhedssektoren, men i virkeligheden skal løsningen være tryg, stabil og specialtilpasset medicinsk dokumentation. Vi har prioriteret kvalitet og datasikkerhed frem for hurtige genveje, og resultatet er en robust løsning, som klinikkerne kan stole på.
EG lancerer AI-assistenten i denne uge i EG WinPLC og i EG Pasientsky, mens det i EG Infodoc gik i luften i Norge i forrige uge. I starten af januar følger udrulningen i EG Clinea.
