EG har opkøbt den svenske softwarevirksomhed Bright Energy AB, der udvikler en digital energiplatform, som via Brights app gør det nemt for kunder at styre deres energiforbrug og samtidig giver energiselskaber datadrevet indsigt i kundernes forbrug.
Med opkøbet sætter EG retning for en bredere nordisk udrulning af AI- og datadrevne energiplatforme, der gør forbrugere til aktive deltagere i energimarkedet.
Bright Energy har opbygget en stærk position på det svenske marked som en af de mest udbredte platforme til kundeengagement og energistyring. Platformen anvendes i dag af en lang række forsyningsselskaber med hundredtusindvis af aktive slutbrugere.
Opkøbet bygger videre på det eksisterende partnerskab mellem EG og Bright Energy og markerer et vigtigt skridt i EG’s ambition om at udvide sin position fra kernesystemer som Customer Information System (CIS) og fakturering til også at omfatte den kundevendte del af energimarkedets værdikæde.
En kundevendt energiplatform til et marked i forandring
Forsyningsmarkedet bevæger sig ind i en ny fase. Svingende priser, mere vedvarende energi og flere elbiler betyder, at kundernes energiforbrug får større indflydelse på økonomien og balancen i energisystemet. Det stiller nye krav til energiselskaberne om at gøre energidata forståelige og anvendelige i praksis.
Brights løsning forbinder boligens energienheder – som opvarmning, batterier, solceller og elforbrug – i ét samlet system. Ved hjælp af indbygget AI kan systemet via Brights app forudsige forbrug, give personlige anbefalinger og automatisk optimere energiforbruget på tværs af husstandens enheder.
Det giver forbrugerne en enklere hverdag med automatisk energistyring og energiselskaberne bedre indsigt, mere præcise prognoser og et stærkere grundlag for at styre belastning og kapacitet i energisystemet. Integreret i EG’s eksisterende softwareportefølje skaber opkøbet et samlet end-to-end tilbud, hvor data ikke blot bruges til afregning, men aktivt understøtter smartere beslutninger hos både kunde og energiselskab.
"Kundernes energiforbrug spiller en stadig vigtigere rolle i den grønne omstilling. Med Bright Energy kan vi hjælpe energiselskaber med at gøre energistyring både enkel og relevant for deres kunder – samtidig med at de får bedre indsigt i deres forretning. Vi ser frem til at hjælpe vores forsyningskunder med at komme endnu tættere på deres slutkunder”.
Opkøbet styrker EG’s utility-portefølje markant og er et vigtigt skridt i ambitionen om at blive den førende nordiske softwarepartner for et forsyningsmarked i hastig vækst.
"Som en del af EG får vi den skala og det tempo, der skal til for at videreudvikle vores platform og udvide vores tilstedeværelse i Norden”.
Opkøbet af Bright Energy sker med virkning fra den 19. december 2025.
