Hvordan skal fremtidens foreninger tiltrække og fastholde frivillige i en tid, hvor fleksibilitet, kortsigtede engagementer og personlig udvikling er i fokus?
Det stiller vi skarpt på under årets Foreningskonference, som afholdes den 5. november på Diakonissestiftelsen. Her dykker vi også ned i, hvordan digitale værktøjer kan understøtte det lokale engagement, samt om der er en sammenhæng mellem aktive frivillige og deres generelle tilfredshed med foreningen.
Deltag på Foreningskonferencen og få:
Indblik i, hvorfor nogle medlemmer og frivillige kun investerer sig i kortere tid.
Inspiration fra forskning og praktikere til, hvordan I kan styrke jeres arbejde med tidsafgrænset medlemsrekruttering og fastholdelse.
Viden om, hvordan og hvorfor trivsel og arbejdsglæde driver det lokale engagement.
Dit personlige eksemplar af Foreningsrapporten 2025.
Oplægsholdere
Vi løfter løbende sløret for årets oplægsholdere, og du kan allerede nu glæde dig til at møde:
Tidsafgrænset engagement handler ikke kun om egen vinding
Helle Hygum har i mere end 20 år arbejdet med frivillighed og civilsamfund, både som praktiker i Københavns Kommune og som forsker hos VIVE. På årets Foreningskonference deler hun ud af sine skarpe indsigter i udviklingstendenser i det frivillige engagement med udgangspunkt i både kvantitative og kvalitative undersøgelser:
Hvad motiverer nutidens frivillige?
Hvordan kan foreninger skabe nogle åbne rammer for frivillige, som kun ønsker at engagere i en kortere periode?
Helle gør op med forestillingen om, at frivillige kun motiveres af personlig gevinst. I stedet peger hun på, at det refleksive engagement ofte udspringer af et ønske om mening og fleksibilitet – tilpasset den enkeltes livssituation.
Glæd dig til et oplæg, der både udfordrer, inspirerer og giver konkrete perspektiver på fremtidens foreningsliv.
Sådan favner I den nye generation af frivillige – uden at miste de erfarne.
Maria Norup Hertz, afdelingschef for Frivillig, Tværfaglige Indsatser og Udvikling i Mødrehjælpen. På konferencen deler hun indsigter i, hvordan Mødrehjælpen arbejder målrettet med at tiltrække, fastholde og motivere frivillige og medlemmer på tværs af generationer.
Du kan blandt andet se frem til at høre om:
Hvordan Mødrehjælpen målretter aktiviteter, så de passer til frivillige med kortere tidsrum at engagere sig i.
Overvejelser om, hvordan organisationen kan stå stærkt i fremtiden og imødekomme både korttids- og langtidsfrivillige.
Erfaringer med, hvordan alder og opgavetyper spiller ind på frivilliges motivation, tilfredshed og engagement.
Glæd dig til at blive klogere på, hvordan I kan målrette tilbud og engagement både nu og i fremtiden.
Digital frivillighed i praksis: Når fleksibilitet skaber engagement
Hvordan kan digitale løsninger gøre det lettere at engagere sig – også når tiden er knap? Det er kernen i oplægget fra Rie Ljungmann, som i mange år har arbejdet med frivillighed og organisatorisk udvikling i Røde Kors. Hun brænder for at skabe fleksible rammer, hvor alle kan bidrage – hvad enten det er to timer om måneden eller en fast ugentlig indsats.
På konferencen deler Rie erfaringer fra Røde Kors’ landsdækkende hjælpenetværk, Parat, hvor digitale værktøjer spiller en afgørende rolle i at matche frivillige med tidsafgrænsede opgaver. Hun viser, hvordan teknologien kan være med til at fjerne barrierer, åbne dørene for nye målgrupper og understøtte både engagement og fastholdelse.
Du kan blandt andet se frem til at høre om:
Hvordan digitale værktøjer kan sænke barriererne for frivilligt engagement
Hvordan digitale løsninger kan bruges målrettet til at tiltrække og fastholde frivillige
Hvilken forskel fleksible og digitale rammer kan gøre for både frivillige og foreninger
Glæd dig til et oplæg, der viser, hvordan digitale muligheder kan omsættes til konkrete aktiviteter – og hvordan de kan være nøglen til at styrke fremtidens frivillighed.